Endnu et gavlmaleri i Silkeborg udført af Bogdan

Det er ikke første gang, at Bogdan Scutaru laver et gavlmaleri i Silkeborg. Tidligere har han nemlig lavet Hjejlepigen, der er placeret ved krydset på Østergade. Et vægmaleri der blev doneret af en lokal erhvervsmand, og som byen hurtigt forelskede sig i. Denne gang er det inde i midtbyen, at Bogdan har malet en væg. En kvinde der hviler med et tænkende udtryk på en tagtop. Hør Bogdan fortælle om sine tanker og fremgangsmetode bag maleriet her: 

Hvad var dine tanker, før du startede på gavlmaleriet?

”Da Galleri GRISK ringede til mig med projektet, var jeg begejstret over at få et nyt gavlmaleri i Silkeborg. Jeg havde en god oplevelse, da jeg i sommers malede min første væg der. Jeg finder byen meget smuk med meget historie og et storslået sceneri.” Street art-kunstneren Bogdan.

32. Silkeborg Nygade 2018.jpg

Hvor fik du din inspiration fra? 

”Jeg tog ind til området og tog billeder fra forskellige vinkler. Vægmaleriet er i centrum af byen, på en af gågaderne og har flere forskellige synsvinkler - fra gaden, fra en gemt terrasse til en bar, fra kirketårnet og fra de forskellige balkoner på bygningerne i nærheden. 

Jeg besluttede mig for, at mit design skulle inkludere og hænge sammen med omgivelserne samtidig med, at det gerne måtte skille sig ud. Det skulle også give beskueren et billede, der gav mening uafhængigt af deres placering. Så først lavede jeg nogle skitser og valgte så den, hvor ansigtet er synligt fra alle vinkler.  

Når man ser det fra hovedgaden, ligner det, at figuren kigger ned på de mennesker, der passerer. Fra de andre vinkler kan man mere eller mindre se hele maleriet, og man opdager derfor at det forstiller, at figuren læner sig op ad bygningen, hvilket skaber en forbindelse til miljøet omkring. 

Det er her min kone kommer ind i billedet. For efter jeg besluttede mig for placeringen af figuren, poserede hun for mig, så jeg kunne give den endelige realistiske gengivelse til tegningen. Alt det gjorde jeg ved at tegne designet digitalt. Derefter tilføjede jeg andre elementer til tegningen; en måne og en palmeinspireret gren. 

Kromatisk besluttede jeg mig for en umættet, analog palet for at harmonisere med facaderne på de bygninger, der er i kvarteret.”

Silkeborg Nygade 2018 steet view.jpg

Hvordan var selve processen? 

”Processen tog længere tid end forventet, fordi det gode vejr ikke holdt ved, og jeg havde mange kolde vinterdage med regnvejr. Heldigvis fik jeg hjælp fra kunstneren Jamie Linley, der også er en god ven. Han malede også et vægmaleri i Silkeborg på det tidspunkt. Vi gik frem og tilbage mellem de to vægge og hjalp hinanden med udfyldninger og baggrund. Jeg var placeret over gadeplan, så jeg havde ikke meget interaktion med offentligheden, men jeg mødte alligevel nogle interessante mennesker. En af dem viste mig et skjult vægmaleri, der var malet af en lokal kunstner; et smukt fantasilandskab fyldt med komplicerede detaljer. Det reddede min dag. Naboerne var meget hjælpsomme og fandt parkering og opbevaringsplads til mig. De kom også med varm kaffe næsten hver dag, hvilket var perfekt på de kolde dage. 

Alt i alt var det et fedt projekt, takket være offentligheden og alle dem, der var involveret i projektet.”